Fotografi: Wimmer, degenererede Børn, 1914

1900-1920

Abnormskolen

1900-tallet, pædagogik, sinker, skolepsykologi, undervisning, værneskole

Der har altid været børn, som skolen ikke kunne rumme, eller som ikke kunne rumme skolen. Fysisk handicappede og sansehandicappede børn kunne dog i visse tilfælde komme på specialskoler allerede fra 1800-tallets midte.

De børn, der udgjorde de største problem for lærere og pædagoger, var de børn, der ikke kunne følge med den almindelige undervisning på grund af manglende evner eller atypisk adfærd. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at oprette såkaldte hjælpeklasser til de børn der ikke kunne følge med, og i 1913 åbnede landets første skole for de børn, der blev kaldt sinker. Sinker betød at børnene var forsinkede i deres udvikling, og at de iøvrigt forsinkede deres skolekammerater. Alle disse specialskoleformer blev kaldt Abnormskolen – modsætningen til normalskolen.

I begyndelsen af 1900-tallet blev synet på abnormskolebørnene præget af tidens interesse for arvelighed og bekymring for folkesundheden. Man talte om, at børnene kunne være til fare for samfundet på længere sigt, fordi de gav deres dårlige egenskaber videre.

Billedet er fra psykologen August Wimmers bog Degenererede Børn fra 1914. I bogen udpegede Wimmer en række adfærdtræk der var abnorme og særligt farlige, fx, som på billedet, “vagabondagetilbøjeligheder”, “moralske defekter” og pyromani. Wimmers opfattelser var tidstypiske, men gjaldt de mest belastede børn.

I samtidens skoler for de tungeste elever – Værneskolerne – herskede der ofte en udbredt sympati og forståelse for børnenes vanskeligheder, og for de dårlige sociale kår børnene ofte kom fra. En række af tidens progressive lærere og pædagogiske metoder havde således rod i værneskolens undervisning af de forsinkede børn.