Fotografi: Det Kongelige Bibliotek

1887-1959

DEN FRISINDENDE REFORMPÆDGOG: OLAF DE HEMMER EGEBERG

1900-tallet, Lærer for Livet, seksualoplysning

Olaf Egeberg tog lærereksamen fra Silkeborg Seminarium i 1908. I 1910 blev han ansat i Københavns skolevæsen. Han blev lærer for to såkaldte frie klasser på Vanløse Skole, hvor et stort pædagogisk forsøg var i gang 1924-1928.
I de frie klasser sad eleverne ved gruppeborde, der var pyntet med blomster og duge, hvilket var helt usædvanligt. Der fandtes et stort bord med forskelligt materiale til manuelt og kreativt arbejde. I særlige ”frie timer” valgte børnene selv materiale fra bordet og lavede, hvad de havde lyst til. Også traditionelle fag som regning og læsning forsøgte man at gøre lystbetonede. Trods forældrenes støtte og gode resultater blev klasserne nedlagt efter få år.

Egeberg blev i 1932 lærer for forsøgsklasser på Ålholmskolen i København. Han gik ind for seksualoplysning i skolen, men hans undervisning blev genstand for kritik. Egebjerg havde bl.a. tegnet nøgne mennesker på tavlen, og han blev pålagt at viske tegningerne ud efter endt time, så elever fra andre klasser ikke skulle få dem at se. I 1936 læste han i undervisningen op af en roman, hvor en dreng ”gjorde sin tissemand stor”. Forældreklager førte til, at skolens ledelse og Københavns Skoledirektion afskedigede Egebjerg i 1937. Sagen vakte opmærksomhed i medierne og førte til en hed offentlig debat om frisind og moralbegreber.

Olaf Egeberg var reformpædagogisk lærer og blev kendt for at krænke offentlighedens seksualmoral i undervisningen.

Læs mere om Lærer for Livet her.