1950'erne

Farlige tegneserier!

1900-tallet, Barndom, læsning, tegning

Tegneserier vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation”.

Således skrev viceskoleinspektøren i Rødding Chr Winther i en af sine mange indlæg om tegneserier i Folkeskolen i begyndelsen af 1950’erne, og han var ikke den eneste lærer der engagerede sig i modstanden mod de farlige tegneserier. De danske skolelærere stod nemlig i centrum af en strid om, hvad der var sundt og usundt for børn at læse. Politiken bragte i samme periode en række artikler af journalisten Tørk Haxthausen, der i 1955 blev udgivet som en bog med titlen ”Opdraget til terror”. I bogen rettede Haxthausen et skarpt angreb på de kulørte hæfters fordummende og voldsforherligende historier og billeder. Med amerikanske kilder søgte han at dokumentere, at læsning af tegneserier førte direkte til, at børn begik voldshandlinger, mord og utilsigtet selvmord – fx fordi de troede at de kunne flyve ligesom Superman. Men særligt var der moralsk fare på færde, hvilket følgende eksempel fra bogen antyder: ”Foruden førerdyrkelsen og den usandsynlige ophobning af det naiveste, pseudovidenskabelige sludder rummer superhelteserierne også en højst tvivlsom seksualmoral, tydeligst udtrykt i de serier, hvor hovedpersonen er en eller anden form for super-kvinde. De overnaturlige damer synes at nære et glødende had til alt mandkøn; nårsomhelst lejligheden byder sig, mishandler de et eller andet stakkels mandfolk, og i næsten hver eneste serie ser man dem optræde med en pisk i hånden”.

Kritikken var ikke ny, og var til dels importeret fra amerikanske kritikeres fordømmelse af særligt superhelte og wild-west serier, som blev vurderet som usunde på enhver tænkelig måde. De var dels voldelige, dels urealistiske, dels dårligt tegnede, og de ødelagde børnenes æstetiske sans og almene moral. De havde også adskillige seksuelle hentydninger, mente man, ikke blot barmfagre heltinder i nød, men fx blev forholdet mellem Batman og Robin opfattet som yderst problematisk, og som en opfordring til upassende forbindelser mellem unge drenge og mænd: ”hvor ellers normale drenge fik vakt en usund, homoseksuel nysgerrighed ved at læse serierne” som Haxthausen skrev. Netop i årene omkring 1950 var der kommet flere nye seriemagasiner på markedet i Danmark, og dette kan være anledningen til at emnet i så høj grad blev taget op. Det var magasiner som Kong Kylie og Skipper Skræk, der bragte flere forskellige serier, bl.a. Fantomet, Prins Valiant, og andre helte- og eventyr-serier.

Skolelærerne og deres organisation blev gennem en lang række artikler og hed debat i fagbladet Folkeskolen og andre medier indrulleret i kampen for ungdommens moral og mod de farlige tegneserier. Mange var enige med både Haxthausen og Winther, og der blev afholdt forældremøder, hvor der blev advaret mod børnenes forbrug af de kulørte hæfter. Også fra Undervisningsministeriets side interesserede man sig for sagen og på opfordring fra bl.a. lærerorganisationer og skolebiblioteksforeningen nedsattes i januar 1955 ”Udvalg vedr. Børn og Unges Læsning”, der skulle ”undersøge og overveje problemerne omkring den underlødige og nedbrydende litteratur med særligt henblik på at fremkomme med forslag, der kan fremme udbredelsen af bedre læsestof hos børn”. I udvalget sad bl.a. Chr. Winther – men også repræsentanter for Dansk Ungdoms Fællesråd, foreningen for skolepsykologer, forlags- og boghandlerbranchen, pædagogiske eksperter og socialrådgiverforeningen. Udvalget blev kaldt det Kulørte Udvalg og afgav sin betænkning fem år efter i 1960. Her nævnte det bl.a. sit afgrænsningsproblem idet tegneseriegenren spændte fra ”de mest sadistiske horrorcomics over uskadelige eller endog værdifulde billedserier”. I den periode udvalget arbejdede, var allerede et par af de mest udskældte seriehæfter blevet lukket af forlagene eller indholdet nedtonet, og blandt de forslag, udvalget kom med, var bl.a. et forbedret nordisk samarbejde om gode fælles publikationer, afholdelse af en børnebogsuge og udarbejdelser af litteraturlister over anbefalelsesværdig børnelitteratur.

Udover nedsættelsen af udvalget førte kritikken umiddelbart til lukning af bladene Superman og Fantomet i 1954, og Kong Kylie i 1955. Men også mere håndfaste reaktioner fandt sted flere sted. I Folkeskolen 1955 rostes fx et lokalt initiativ hvor der på Skt. Hans bålet på Vesterbro i København i anledning af debatten var blevet afbrændt en figur af Fantomet.

Men tiderne skiftede hurtigt. I 1955 havde Haxthausen beskrevet Tintin således: ”et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyr-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov”. I 1968 gav en bibliotekslektør den følgende udtalelse: ”der er noget næsten uskyldigt og naivt over denne tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende og en lækkerbisken for alle børn fra 9-års alderen”. Og i 2010’erne er tonen til en hvis grad atter vendt og Tintin kritiseres for at videreformidle koloniale levn og racistiske fremstillinger.

Hvis du vil vide mere om efterkrigstidens syn på tegneserier, kan du tage et kig i artiklen “Tegneseriekrigen – Skolelærernes kamp for Danmarks ungdom i 1950’erne” her eller gå i dybden med det kulørte udvalgs betænkning fra 1955 her.