Fotografi: Fra "Saa tegner vi", 1939.

1900-tallet

Fra tegning til formning

1900-tallet, formning, praktiske fag, tegning, undervisning

Tegning blev et obligatorisk fag i købstadsskolernes ældste klasser i 1899. Børnene skulle lære at gengive former og perspektiv og derigennem opdrages til orden og skønhedssans. Ligesom i anskuelsesundervisning for de yngste elever, var der vægt på at træne sanserne og den selvstædige iagttagelse. Og hvis de unge mænd senere skulle være ingeniører, grafikere eller skiltemalere kunne de bruge en øvelse i at tegne sikkert, ligesom pigerne kunne bruge evnerne i broderier og indretning i hjemmet.

De følgende mange årtier bestod tegneundervisningen oftest af, at børnene skulle kopiere et motiv læreren tegnede på tavlen, eller tegne en model-genstand; ofte en cigarkasse, en mælkejunge eller en vase. Holdningen var, at tegning var noget børn skulle lære – ikke et spontant udtryk for kreativitet. mange bøger til tegneundervisning indeholdt også fortegninger og kvadrerede sider, hvorpå børnene skulle kopiere forlægget. Det blev betegnet som frihåndstegning, men føltes næppe som særligt frit.

I løbet af 1950’erne blev tegneundervisningen udfordret af ideer om barnets selvstædige udfoldelse som havde været i centrum for reformpædagogikken i 1920’erne. Her havde de såkaldte Vanløse-forsøg bl.a. givet eleverne fri adgang til farver, papir og andre materialer. Internationale kunst-pædagogiske og psykologiske vinde blæste også over skolen efter 2. verdenskrig, og i de små klasser dyrkede man faget småsløjd, der bl.a. bestod af papirklip, keramik og diverse fletteværk.

I den Blå Betænkning, der beskrev fagenes indhold efter skoleloven i 1958, blev tegning og småsløjd kombineret til faget formning. Op gennem 1960’erne udvikledes en frodig pædagogisk tilgang til børns kreativitet, der blev betragtet som en naturlig del af barnets udvikling: ”den der former, formes”, som slagordet lød. Faget var dog genstand for ivrig debat: skulle børnene lære at lave ”rigtig” kunst? Skulle læreren rette børnene? Eller skulle læreren blot være ”materialforvalter” der stillede linoleum, fedtfarver, papmache og gips til rådighed for de formningslystne børn?