Fotografi: Dansk Skolehistorie bd. 1. Foto: Morten fink-Jensen

1700-tallet

Landsbyskolen i 1700-tallet

1700-tallet, børnelærdom, konfirmation, undervisningspligt

I 1736 fik den ”tilvoksende ungdom” pligt til at blive konfirmeret. I konfirmationsforordningen stod, at man for at kunne antages til konfirmation, først skulle have været holdt til skole eller i det mindste være blevet undervist om religionen af klokkeren eller et andet “bekvemt menneske”. Denne forordning blev fulgt op af en skolelov i 1739, der gav landets degne pligt til at holde skole.

Eleverne skulle først og fremmest lære deres børnelærdom, dvs. den grundlæggende kristendom. For at kunne dette skulle de dog først lære at læse. Derfor var en del af eleverne i skolen næsten altid i gang med at øve sig i læsning og sad med Luthers lille katekismus og prøvede efter bedste evne. De yngste, der kun var nået til bogstaverne, begyndte med en ABC, men ofte kunne eleverne alfabetet, før de kom i skole. Det lærte de derhjemme af forældre, bedsteforældre eller ældre søskende.

Jo mere et barn kunne, før det begyndte i skole, jo hurtigere kunne det lære det fornødne, og des mindre tid behøvede forældrene at lade barnet møde frem til undervisningen. Det var derfor en god investering at undervise børnene i læsning hjemme, hvis vejret alligevel vanskeliggjorde vigtigt arbejde udendørs.

At sende børn i skole i en tidlig alder kunne også være en god investering. Når børnene var i skolen, gik de ikke i vejen for vigtigt arbejde derhjemme, og det var således ikke usædvanligt, at børn begyndte i skolen i fire-femårsalderen. Enkelte var endnu yngre, som Peter Valentin Møller, der var 3 ½ år, da han begyndte i Hvidøre Skole i 1788. De ældste elever var omkring 18-21 år.

Det var især de små elever op til 8 år, og de store fra 14 og op, der skulle konfirmeres, som mødte med størst flid i skolen. Navnlig den mellemste aldersgruppe fra 8 til konfirmationsalder kunne udeblive i månedsvis, for i denne aldersgruppe var der brug for børnenes arbejdskraft på gårdene og i fiskeriet. Når et barn havde lært at læse og indøvet de grundlæggende religionsfærdigheder, kunne det nøjes med at komme i skolen engang imellem for at repetere, for så at intensivere skolegangen op til konfirmationen. Et barn kunne nemlig først blive konfirmeret, når præsten mente, at kundskaberne i læsning og kristendom var solide nok.

Bortset fra indskrivningspenge var den basale undervisning gratis. Bøger skulle forældrene dog betale, men fattige børn kunne låne bøger i skolen. Hvis forældrene ønskede, at deres børn også skulle lære at skrive og regne, måtte de betale læreren et beløb hver uge for denne ekstra undervisning.

Den almindelige landsbyskole havde én lærer til samtlige elever, og der var ingen klassedeling. Skolerne kunne have over 100 elever, så skoleholderne var nok glade for, at alle elever ikke mødte i skole hver dag alle sammen. Eleverne kom i skole, når det passede ind i deres andre gøremål, og så kløede de på med undervisningen dér, hvor de hver især var nået, og læste højt for sig selv. Læreren overhørte hver enkelt efter tur. Der var altså tale om en form for individuel vejledning, snarere end kollektiv instruktion.

Denne skoleform passede godt til et samfund, hvor det vigtigste læringsmål var kristendom og fromhed, og hvor børnene naturligt var en vigtig del af arbejdskraften.

Billedet forestiler Vallensved skole. Fra Dansk Skolehsitorie, bind 1, s. 204