tegning: Claus Schierbeck

1900-1910'erne

Lusetanten

lus, skolehygiejne

Skolernes hygiejne og elevernes sundhed var på dagsordnen i begyndelsen af 1900-tallet, og særligt i de store byskoler, hvor der var mange børn. Ikke alle elever var dog så rene, pæne og sunde som det kunne ønskes, og skolemyndighederne påtog sig ofte opgaven med at lære børnene gode vaner, og de greb også ligefrem ind i børnenes personelige hygiejne, hvis der var for store gener eller fare for smitte af andre børn.

Et tiltag i København i 1909 var ansættelsen af to kommunale sygeplejersker, der skulle stå for undersøgelse og aflusning af elevernes hår. De to sygeplejersker fik øgenavnet lusetanterne og deres besøg på skolen var frygtet, fordi de udover kæmning og aflusning, også til tider simpelthen klippede såvel piger som drenge helt korthårede, hvis deres anstrengelser ved aflusning ikke bar frugt.

Opdragelsen til renlighed var en del af skolens opgave, fordi det hørte med til at sikre, at børnene voksede op og blev gode og nyttige borgere, der kunne forsørge og tage vare på sig selv – og dertil hørte både moralsk og hygiejne. Men derudover handlede det også om, at børnene skulle føle sig så veltilpasse, at de rent faktisk kunne koncentrere sig om at lære noget – og det kunne være svært, hvis maven rumlede, lusene bed, en tand værkede eller der lugtede grimt i klasseværelset.

Børnen skulle altså løftes til et mere civiliseret stadie gennem renlighed og opdragelse – den ene af de to lusetanter udtrykte denne opfattelse direkte med ordene: “er ikke små forsømte børn noget af det pinligste, man kan se, og er det ikke ønskeligt at omskabe dem fra små grise til rene og mætte menneskebørn, hvorved deres hjerner gøres modtagelige for lærdom og påvirkning!”

Billedet stammer fra bogen En Lugt af Skole i serien Vild med Viden, hvor du kan læse mere om sundhed og skolehygiejne.