Anskuelsestavle: Au Library, campus Emdrup (DPB)

1880-1920

Ret og vrang

1800-tallet, 1900-tallet, anskuelsesundv., håndarbejde, lærerinder, strikning

Op gennem 1800-tallet var håndarbejde ikke et obligatorisk fag, men det kunne tilbydes skolepigerne, hvis der var en egnet kvinde i sognet, der kunne undervise i faget. Det kunne være en lokal kone eller lærerens hustru. I byskoler, og især i de private pigeskoler, var håndarbejde udbredt, og havde ofte en stor plads på skemaet.

Faget fik mere opmærksomhed i slutningen af 1800-tallet, da lærerinder blev almindelige som undervisere. Den såkaldte ”Methodiske Haandarbejdsundervisning” vakte samtidig en vis pædagogisk interesse. Metoden kaldtes også den Schallenfeldske metode– opkaldt efter dens tyske ophavskvinde. Metoden blev fra 1881 brugt på Nathalie Zahles skole, hvor lærerinderne havde stiftet bekendtskab med den under en studietur til Schweiz. Inspirationen fra Schweiz gav også navn til de såkaldte Schwiezer-klude; stofstykker hvor de forskellige syteknikker blev øvet – altså prøveklude.

Den første detaljerede introduktion på dansk til den metodiske håndarbejdsmetode blev skrevet af lærerinden Emilie West i 1889 og hed Veiledning til Methodisk Undervisning i kvindeligt Haandarbejde. Fremgangsmåden bestod i, at lærerinden forklarede teknikkerne for hele klassen samtidig ved hjælp af tegninger på tavlen, anskuelsesbilleder eller ved direkte demonstration med forstørrede redskaber – fx meget store strikkepinde og tykt garn. Alle eleverne skulle så udføre arbejdet samtidig. Særligt ved strikning, der var det første fag i de små klassers håndarbejdsundervisning, kunne øvelserne udføres i takt via kommandoer fra lærerinden: ”Stik ind! Slå om! Træk igennem! Slip! Træk til!”.