Fotografi: Karoline Staffensen

1900-tallet

Ordblind

1900-tallet, Barndom, læsning, ordblind, pædagogik, sættekasse, specialundervisning

I midten af 1900-tallet blev begrebet ordblindhed intensivt drøftet blandt læger og skolefolk. Diagnosen blev opfattet som central for at sikre barnet den rette specialundervisning.

Problemet ved ikke at kunne genkende, adskille og gengive ord og bogstaver blev beskrevet i den internationale videnskab omkring 1900, men blev alment kendt i Danmark i begyndelsen af 1940’erne. I 1943 udgav neurologen Henning Skydsgaard en stor disputats om fænomenet, og samme år blev Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark grundlagt.

I 1900-tallets begyndelse var man så småt begyndt at bruge IQ-test til at vurdere elever, der skulle have specialundervisning. Det medførte opmærksomhed på en gruppe af børn, der var håbløst bagud i læsning, stavning og skrivning, men som havde helt normal intelligens ifølge prøverne.

Landsforeningen, lærere og læger begyndte i 1940’erne og op gennem 1950’erne at informere offentlighed og skolevæsen om, at der burde tages særlige hensyn til disse børn, der var i en dobbelt ubehagelig situation: dels var de uden skyld i deres problem, dels var de på grund af deres gode intelligens ubehageligt bevidste om deres handicap. På den måde forsøgte man at lave et klart skel mellem de ordblinde børn og den gruppe af børn, der endnu blev betegnet som ”sinker”; dvs. folkeskolens svagest begavede, der ofte blev overført til såkaldte hjælpeklasser.

Informationskampagnerne indeholdt udsagn fra voksne ordblinde, der fortalte om, hvordan handicappet havde præget deres liv og særligt deres skolegang. Og ordblindhedens uheldige følger blev bl.a. eksemplificeret med en sød lille skolepige, der i stedet for ”lurendrejer” læste ”luderdrengen”.

Den massive opmærksomhed medførte, at såkaldte ”læseklasser” for ordblinde i 1950’erne blev den helt dominerende form for specialundervisning, hvor det før havde været ”sinkeklasserne”. Mange skolefolk erkendte samtidig, at ordblinde børn i tidens løb havde været regnet netop for sinker og behandlet i tidens ånd derefter.

Der blev udviklet både nye metoder og nye pædagogiske specialer til den specialundervisning, der blev indført med skoleloven i 1937 og blev et krav fra 1958. Talepædagogen Edith Norrie, der grundlagde Ordblindeinstituttet i København, udviklede denne sættekasse, hvor bogstaverne var grupperet efter deres lyde og tilhørende mundbevægelser. Kassen indeholdt et spejl, så eleven kunne se sin mund når lydene blev udtalt.