Fotografi: Stupid studio/Skole200

1800-tallet

Sutsko

1800-tallet, hygiejne, lærer, lærerinder, Skolens rum, sutsko

I 1800-tallet var landsbyskolens gulve ofte lavet af stampet ler, stenbelægning eller rå brædder. Selvom lærerne skulle feje gulvene ofte, var det svært at holde gulvene rene, fordi eleverne ofte havde vandret til skole af landeveje med pytter og jord – og de havde ofte været en tur i stalden for at fodre dyrene om morgenen. Resultatet var, at snavs, gødning og grus blev slæbt ind i skolen under børnenes træsko. Det svinede og det lugtede grimt. Læger og lærere ønskede at indføre tvungen anvendelse af skiftesko, men mange forældre havde ikke råd til ekstra sko til børnene. I nogle skoler indkøbte skolemyndighederne selv skiftesko, som børnene så skulle bruge i skolen, og man opstillede en reol til skoene i den forstue, som loven krævede, at alle skoler havde til børnenes overtøj.

I 1882 pralede lærer Holm fra Feldballe skole i Jylland over forholdene i sin skole med ordene: ”hvert Barn skifter Fodtøj, før det gaar ind i Skolestuen, det har enten Morgensko, Sivsko eller fladbundede Træsko staaende, hver i sit Rum i gangen”. I den nærliggende Agri Skole skrev lærer Lund tilsvarende: ”Der har i flere Aar været arbejdet hen til, at Gulvet i Skolestuen kan være rent og fri for Smuds derved, at der i Skolens Gang er anbragt Hylder til rent Fodtøj, som Børnene kan tage paa ved Indtrædelsen i Skolen. Planen har ikke været vanskelig at gennemføre, kun for de fattige Børns vedkommende, der ej godt have Raad til at anskaffe det fornødne Fodtøj”.

Andre steder stod det knap så godt til med sutskoene. Anders Peder Andersen Kolstrup kom i midten af 1890’erne til Thyborøn for at blive lærer. Han fandt den ene ende af skolen lejet ud til en politibetjent og hans hustru, og skolestuen indrettet nødtørftigt med en sort tavle som børnene selv havde betalt, idet sognerådet ikke ville. Lærer Kolstrup gik dog straks i gang med at sætte skik på sagerne, og han skrev i sine erindringer:

”Noget af det første jeg fik forandret i Skolen, var dette, at der hidtil havde været strøet Sand på Gulvet, og Børnene næsten alle gik med Træsko. Denne Knasen i Sandet var svært ubehagelig for min Nerver, og jeg sagde så til Børnene, at en bestemt Dag skulle alle, både drenge og piger, møde med Synaal, Traad og gamle Klude, så skulle vi til at sy Sko. Alle der ikke havde Kludesko mødte med de fornødne Redskaber og vi brugte en hel dag til at sy Kludesko. Det var min første Dag med praktisk Sløjd og med det samme var Reformen indført.” Det var altså ikke kun lugten, og renligheden, men også skolens lyde der kunne forbedres af skiftesko!

Kolstrup forsætter sine erindringer med et par sætninger der viser, at spørgsmålet om susko ikke kun var et ubetydeligt lokalet anliggende: “Netop på denne Tid var der Strid om Skiftesko flere steder i Landet, idet Forældrene nægtede at anskaffe sådanne til deres Børn. Ministeriet måtte til at dømme i Sagen, og Dommen gik ud på, at det ikke kunne pålægges Forældrene at anskaffe Skiftesko, men var disse anskaffet, var Børnene pligtige til at tage dem på”.

Så nok kunne man ikke tvinge forældre til at købe skiftesko, men hvis myndighederne indkøbte skoene, kunne børnene tvinges til at bruge dem! Det samme gjaldt mange steder også for gymnastiksko og gymnastiktøj.