Billede: Lorenz Frølich, "Tre tiggerbørn" (1839), SMK

1799

Undervisningspligt for fattige børn

1800-tallet, 1814, Barndom, fattige børn, gymnastik, undervisningspligt

I 1799 fik København en ny fattigforordning. Det var en lov, der fastsatte rettigheder og pligter for de mennesker, der modtog almisse fra fattigvæsnet. Fattigforordningen fik stor betydning for børn i de fattige familier, for der stod, at alle fattige børn skulle fordeles til fattig- og friskoler og dér nyde gratis undervisning. Hvis ikke der var plads nok i disse skoler, skulle de udvides, eller der skulle anlægges helt nye.  Forordningen stillede også krav til undervisningens indhold. Den skulle være delt mellem boglig lærdom, håndarbejde og ”nyttige legemsøvelser”. Det sidste betød i praksis, at fattigskolerne blev brugt til at afprøve et nyt fag, der senere blev indført i alle landets skoler: gymnastik. Dog var det kun drenge, der skulle have gymnastik, for det passede sig ikke for piger at løbe, springe eller klatre.

Den boglige undervisning skulle omfatte ”læsning, skrivning, regning, religion og moral, almindelig kundskab om naturen og dens indretninger og virkninger, om borgerlige indretninger og pligter, om de vigtigste sundhedsregler, om fædrelandets og andre landes forfatning og beliggenhed”. Desuden skulle eleverne også have sang.

Håndarbejdet skulle være af den slags, der kunne være gavnligt for almuens folk, dvs. især forskelligt tekstilarbejde: ”at pille bomuld; at karte uld og bomuld; at plukke og spinde uld, bomuld, hør, hamp og blår; at tvinde, haspe, vinde, spole; at binde og strikke; at lappe på klæder; at stoppe strømper; at knytte fiskergarn; at væve bændler og uldne bånd; at gøre hægter, flette kurve, o. a. m.; og for pigerne tillige: at tildanne og sy linned og klæder, m. v.” Det var formentlig et håb fra myndighedernes side, at eleverne som voksne ville kunne forsørge sig selv med basis i håndarbejdet i stedet for at ligge fattigvæsnet til byrde.

Forordningen understregede, at arbejdet skulle være afvekslende på en sådan måde, at børnenes legemskræfter kunne styrkes – det gjaldt især pigerne, der jo ikke fik lov til at gøre gymnastik.

Det er ikke sikkert, at alle børn fra familier under fattigforsorg så også kom i skole. Der boede omtrent 12.000 børn mellem 5 og 15 år i byen, og selvom de ikke alle sammen var fattige, var der nok at børn at holde styr på. Men med fattigforordningen fik fattigvæsnet nye midler til at sikre skolegang blandt børnene. Nu kunne familien slet ikke få udbetalt almisse til skolebørns forsørgelse, hvis de ikke gik jævnligt i skole, og det blev slået fast, at forældre til elever, der havde ulovligt fravær, kunne kaldes til orden med ”alvorlige formaninger”, og hvis det ikke hjalp: straffes med offentlige irettesættelser eller endda med op til fire ugers indsættelse i det tvangsarbejdshus, der fungerede som fattigvæsenets straffeinstitution.

I 1803 fulgte et tilsvarende fattigreglement for landets købstæder.

Billedet stammer fra Dansk Skolehistorie bd. 2, s. 30