Foto: Det Kongelige Bibliotek

JØRGEN CLEVIN - 1920-1993

FORMNING MED STORT C

Jørgen Clevin tog lærereksamen fra Frederiksberg Seminarium i 1941 og blev i 1943 ansat ved Skolen på la Cours Vej, hvor han underviste i biologi, geografi og formning til 1985. Parallelt med sin undervisning lavede han billedbøger og tegneserier til en række aviser. Blandt hans mest kendte figurer er strudsen Rasmus, elefanten Joakim og hans ven drengen Jakob. Clevins forfatterskab omfatter en lang række børnebøger og hobbybøger, men han skrev og tegnede også mange skolebøger.

I 1952 blev Clevin ansat i Danmarks Radio, hvor han lavede små film med aktivitetsforslag for børn. Siden deltog han i mange andre børneprogrammer, hvor han brugte sine kreative evner. Foruden at være forfatter, tv-vært og lærer i folkeskolen blev Clevin også seminarielærer og var med til at forandre skolefaget tegning, der traditionelt lagde vægt på færdigheder, til faget formning, der havde fokus på fantasi og kreativitet. Formning afløste faget tegning i folkeskolen i 1960.

Jørgen Clevin var som både lærer, tegner, forfatter og tv-person med til at sætte fokus på børns lyst til kreativitet.