Foto: Majken Astrup

SAMIRA ”MILLE” OALI - 1982-

MULTIKULTUREL LILLESKOLELÆRER

Mille Oali er uddannet lærer fra Københavns Dag- og Aftenseminarium i 2007 med dansk som hovedfag og linjefag i engelsk, biologi og hjemkundskab. Før den tid arbejdede hun som lærervikar ved Lundehusskolen i Emdrup og ved den arabiske DIA Privatskole på Nørrebro. Arbejdet som vikar gav hende lyst til at blive lærer. Under uddannelsen begyndte hun som vikar ved Nørrebro Lilleskole i København og blev siden fastansat der, hvor hun stadig er klasselærer. Skolen drives efter friskoleloven og har knap 200 elever. Oali oplever, at hun i en lille skole med små klasser kan have større opmærksomhed på elever, som ikke har det helt så godt socialt, følelsesmæssigt eller fagligt.
Mille Oali er praktiserende muslim og har rødder i Marokko,som hun så vidt muligt besøger hvert andet år. Samtidig føler hun sig meget dansk. Sin tokulturelle baggrund bruger hun aktivt i sit arbejde, hvor hun bl.a. oplever, at indvandrerforældre kan identificere sig med hende og gennem hende får større tillid til og viden om det danske skolesystem.

Mille Oali er en almindelig dansk skolelærer, der samtidig repæsenterer tendenser i skolen, som ofte er til debat; fri- eller privatskoler, etnicitet og religion.