Skolepatrulje oprettet omkring 1960. Foto: privateje. Fotograf ukendt.

Et lærerliv på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle

Af Majken Astrup

Lærer for Livet erindringsindsamlingen har været i fuld gang siden starten af året og nu begynder de første erindringer at tikke ind fra de lokale arkiver rundt omkring i landet. Fra Vejle Stadsarkiv fortæller en lærer om skolelivet på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle i 1960’erne til starten af det 21. århundrede.

På Kirstine Seligmanns private skole i Vejle stillede man i 1970 stadig op klassevis i skolegården, når klokken ringede. Gårdvagten lod så klasserne gå ind enkeltvis, for at sikre en glidende, jævn tilstrømning på skolens smalle trapper. En lærer fortæller i sine erindringer, at eleverne altid rejste sig op, når læreren kom ind.

”Eleverne rejste sig ikke op i respekt for læreren, men som en tilkendegivelse af at nu var man klar, undervisningen begyndt og frikvarteret forbi. De fleste klasser sad ved pulte, bord og bænk i ét møbel, og de kunne virkelig stables, men var ergonomisk set helt uanvendelige, næsten skadelige – set med dagens øjne.”

Lejrskoler med kant

Læreren bruger en del tid på at fortælle om lejrskoler med de små og store klasser. Han husker en oplevelse med en dreng, der savnede sin mor og ville hjem. De besluttede sig for at ringe til hans mor og gik sammen hen til den nærmeste telefonboks. Desværre tog hun ikke telefonen.

Vi talte om tingene, vendte tilbage et par gange, men telefonen blev stadig ikke taget. ”Så er mor nok hos mormor”. Det telefonnummer havde vi ikke, hvorefter knægten sagde: ”Jamen så bliver jeg og sover her.” Det gjorde han så uden problemer, og hans hjemvé var kureret, men hvad jeg ikke fortalte var, at jeg ikke havde trykket nummerets sidste ciffer! I dag kender han sandheden, og jeg er ’tilgivet’!”

Læreren fortæller også om en række skiture, han var på med de ældste elever. Her gik turen altid til Norge.

Det blev til en 3-4 ture i begyndelsen af 1980’erne med 9. og 10. klasser, men så steg priserne lige pludseligt, og det hele gik i selv igen. Især husker han en episode med en pige, der skulle på skadestuen, fordi hun havde fået en stavspids igennem skulderen.

”På en lille hejs var hun kørt ind i den forankørende, som var faldet forover med staven pegende bagud. Blod dukkede op ved håndleddet, og det viste sig, at stavspidsen var gået helt igennem den tykke del af skulderen. Det var en fornuftig pige, så sammen med en anden fra gruppen sørgede fjeldstuen for kørsel til skadestuen. En lille time efter var begge tilbage og helt ok. Jeg skønnede, det ikke var nødvendigt at underrette forældrene, da alt jo var på plads igen, men da vi senere kom til Vejle, var forældrene lidt spændte. De havde nemlig modtaget en regning fra Rjukan Sygehus – på 28 kr. ! og sluttede deraf, at det så ikke var noget voldsomt – også på baggrund af, at de ikke var blevet kontaktet. Men læren for mig blev fremover altid – ved sygehusbesøg – at kontakte hjemmet uanset skadestørrelse.”

Afgangsprøven

Læreren tænker også tilbage på de mange afgangsprøver han har gennemført, både som censor og for sine egne elever. Han fandt det meget spændende, men også anstrengende, at være koncentreret lyttende i mange timer. Han brugte 13-karakterskalaen, men gav kun ét 13-tal i sin lærerkarriere.

”Aldrig havde jeg hørt noget så flot og præcist velformuleret til en udvidet afgangsprøve. Der var så mange henvisninger, begrundelser, perspektiver og argumenter for synspunkter og holdninger omkring og i teksten, at der ikke var den mindste skygge af tvivl om karakteren. Langt over folkeskoleniveau ! Eksaminator var helt enig. Pigen blev naturligvis jublende glad. Hun var indvandrer, tamil.”

Den næsten modsatte oplevelse havde han i faget Historie, hvor eleven efter en forberedelse på emnet ”Den kolde Krig” kom ind og lagde ud med, at den fandt sted i 1800-tallet mellem Tyrkiet og Asien.

Var det det hele værd?

Gennem de 37 år på Kirstine Seligmanns Skole har læreren kun få gange overvejet hvordan, livet ville have været hvis han ikke havde været lærer. Hver dag som lærer var en spændende udfordring, men han funderer over om det, han forsøgte at give videre, har haft relevans og værdi for eleverne?

”Måske har det, måske ikke. Men… når man så pludselig står med et julekort fra en tidligere elev, der sidder på sit værelse i Århus og for en tid har lagt jurabøgerne væk og tænker tilbage på sin skolegang og så siger tak, for det man har givet, ja, så bliver man blød. Hvad det så end var, det man havde givet, men det var altså åbenbart godt nok.”

Vil du skrive om dit liv som lærer? Om de sjove, underfundige eller rædselsfulde oplevelser, så læs mere på siden her.