AU LIbrary, Campus Emdrup (DPB)

Børneliv 1860-1870erne

Af Anne Katrine Gjerløff

Klik her for fuld tekst i pdf

I nutiden findes der en udbredt opfattelse af, at børns liv skal bruges på at lære og lege – og at det er vigtigt, at børn har fritid, hvor de kan gøre de ting, de har lyst til.

I 1800-tallets midte var de fleste børns tid i høj grad en ressource, som kunne bruges af forældre og arbejdsgivere, og der blev stillet krav til børn om at deltage i familiens opgaver og forsørgelse, som de nu bedst kunne. Det gjaldt både børn under 7 år, der endnu ikke gik i skole og især de børn, der var ældre og kunne lægge et stykke arbejde ved siden af skolegangen.

Når man blev 14 blev man normalt konfirmeret og forlod skolen og blev regnet som voksen. Derfra kunne man søge arbejde, uddanne sig til håndværk eller andet praktisk arbejde, og for en meget lille andel kunne der blive tale om yderligere uddannelse, fx som lærer på seminariet, et højskoleophold eller måske uddannelse som præst på universitet. Med periodens begyndende industrialisering og udvikling i landbruget, kom der dog flere uddannelsesmuligheder til, og mange unge søgte også til byerne og fik arbejde der, men landbrugsarbejde var forsat det mest udbredte.

På landet gik børn i skole hver anden dag, og forventedes at arbejde, når de ikke var i skole. Det kunne være i familiens eget landbrug, hvis man var gårdmandsbarn, men mange børn kom ud at tjene før de fyldte ti år, og boede således sammen med en anden familie end deres egen, og skulle arbejde før og efter skolegang, fx som hyrder, i marken eller med husarbejde som vask og børnepasning.

I byerne gik børn i skole hver dag, men der var en lang række jobs, som børn kunne passe ved siden af skolen. De kunne bringe varer ud for handlende, være arbejdsdreng på fabrik eller lave husarbejde. I 1870erne kom den første lov om børnearbejde, der lagde begrænsninger for hvor længe børn måtte arbejde, så de ikke forsømte deres skolegang.

Familien var oftest bygget op med traditionelle kønsroller, hvor manden i huset arbejdede og kvinden passede hus og børn. Men mange arbejder- og landbokvinder arbejdede også hårdt, og børn kunne blive sat til at lave hjemmets husarbejde eller passe mindre søskende og sig selv.

En del børn voksede op med en enlig mor eller far. Det kunne betyde fattigdom og ekstra pres på børnene for at have et arbejde. Familier, der var under fattigforsorgen, kunne ende på fattiggården, og i byerne var der særlige fattigskoler for disse familiers børn.

Børnedødeligheden var høj, og de fleste børn oplevede at miste en søskende eller måske en forælder. Det var de færreste skoleklasser, hvor der ikke også faldt elever fra som følge af smitsomme sygdomme eller ulykker. De fleste familier havde også flere børn end i dag. Børnene blev født derhjemme og ofte boede man tæt. Det var sjældent at børn havde eget værelse. På den måde var børn langt mere vant til at være tæt på både livet og døden end i dag, og måtte i deres hverdagsliv også omgås mange andre voksne mennesker end deres egen familie: Fabrikskolleger, gårdkarle, madmoder, fruen i huset, hvor man tjente, eller de mange kunder man betjente som bydreng eller serveringspige.

De sociale forskelle var meget store, men i hverdagen mødte børn fra forskellige klasser næppe hinanden særlig tit. Skolesystemet var ikke lagt an på, at børn skulle gå i samme skole. De rigeste borgers børn gik oftest i private skoler, mens de almindelige borgere og selvstændigt erhvervsdrivendes børn i byerne kunne gå i offentlige betalingsskoler, og de fattigstes børn i gratisskoler. På landet var forskellene langt mindre – trods forskelle i velstand gik de fleste børn i samme landsbyskole, mens fx herremandens og præstens sønner nok kunne blive sendt på privatskole.

Det danske samfund i denne periode var gennemkristent, og børn har troet på Gud som en vigtig del af deres liv. De har gået i kirke, bedt bønner og frygtet straf og håbet på belønning ved hhv. god og dårlig opførsel.

Børn skulle ikke kun adlyde Guds ord, men også deres forældre. Familiefaderen var hjemmets absolutte autoritet, og måtte revse både børn, hustru og tyende. Det har naturligvis været vidt forskelligt fra familie til familie, hvor meget børn blev slået, og drenge har formentlig også fået hårdere straffe end piger, men det er givet at fysisk straf i form af smæk, lussinger og slag har været en fast del af alle børns opdragelse – både i hjemmet og i skolen.

Børn som forbrugere var endnu ikke et særligt udbredt fænomen. Børn havde stort set ingen penge, da deres løn gik til familien. Særligt fremstillet legetøj, børnebøger eller fint tøj var kun for de velstilledes børn. Legetøj og tøj blev normalt lavet i hjemmet. Men når børn havde penge på lommen, fx drikkepenge, eller en ekstrabetaling, kunne det omsættes til slik, kager, og billigt legetøj som fx kugler, fløjte eller bliksager. Dette gjaldt dog helt overvejende børn i byerne. Børn på landet fik kost og logi som en stor del af deres løn og afleverede resten af lønnen derhjemme.

Udover de mest velhavende børn havde man heller ikke store mængder af beklædning at skifte imellem. Man havde måske et helt sæt tøj og en skjorte og ekstra strømper at skifte imellem. Oftest var man henvist til klatvask af ansigt og hænder, et egentlig styrtebad var ganske sjældent, men begyndte at blive indført i byskoler i 1870erne. På landet kunne et ugentligt eller månedligt karbad være en mulighed. Børn, der har boet nær vand, har formentlig også taget en dukkert, når de kunne komme til det. Hårvask var således heller ikke en daglig foreteelse, men man redte håret, pigerne flettede det gerne eller bar tørklæde. Lus var ganske udbredt, og mange børn led også af andre parasitter eller smitsomme sygdomme. Daglig tandbørstning var ikke normalt, og de fleste børn havde således huller i tænderne, og mange mistede af den grund tænder, eller fik dem trukket ud i en relativt ung alder.

Trods arbejde og skolegang havde børn dog også frirum, hvor de kunne gøre, hvad de havde lyst til. I disse perioder var børnene langt mere frie og mindre overvågede end nutidens børn. Børn i skolealderen skulle ikke passes, men passede sig selv. Fritid, fx på vej til og fra skole, kunne bruges til leg, spilopper, og afslapning. I skolens frikvarterer kunne man lege sanglege, fangelege eller spise sin madpakke.

I forhold til nutidens barndom var børns liv i 1800-tallets midte på mange måder mere krævende, og fysisk hårdt med arbejde og disciplin og et minimum af nutidens komfort. Børn havde også langt mere ansvar og var udsat for langt tættere kontakt med voksenlivet. Samtidig havde børn også på mange måder mere frihed (men ikke mere fritid), netop fordi de selv forventedes at tage ansvar og vare på sig selv og andre.