Frederiksberg Stadsarkiv

Børneliv 1920-1930erne

Af Anette Eklund Hansen

Klik her for fuld tekst i pdf

Børnelivet i mellemkrigstiden var for et flertal af børnene præget af økonomiske kriser, som skabte stor arbejdsløshed i arbejder- og funktionærfamilierne. På landet levede landarbejder- og husmandsfamilierne tæt på sultegrænsen, og krisen i landbruget betød også, at mange gårdmandsfamilier rykkede tæt på fattigdommen. Derfor var det nødvendigt, at børnene hjalp til med forsørgelsen af familien enten ved at have et lønarbejde eller ved at passe søskende og lave husarbejde i hjemmet, mens forældrene arbejdede. En lille del af børnene boede i velhavende familier, hvor krisen ikke direkte påvirkede levevilkårene. Mellemlagsfamilier af offentligt ansatte, lærere, ansatte i administrationen, jernbanen – og sporveje, post- og telefonvæsenet, samt den voksende private handels- og kontorsektor befandt sig indtægtsmæssigt midt i mellem og kunne leve en nogenlunde sikker tilværelse, hvis arbejdsløshed kunne undgås.

På landet blev mange børn, flest drenge, stadig sendt ud at tjene i 10-12 årsalderen, særligt i de områder af landet, hvor der var brug for børn til at vogte kreaturerne. Pigerne arbejdede som tjenestepiger i huset eller passede børn. I byerne boede børnene hjemme. Drengene var bybude hos bageren eller købmanden, mens pigerne arbejdede i huset, passede børn eller havde budplads. Den beskedne løn, blev afleveret til forældrene. For de børn, der var ude at tjene, var kost og logi en del af del af lønnen. I København og andre større provinsbyer var det forbudt, at børnene arbejdede før de gik i skole om morgenen. Men hvis der var brug for pengene, fandt børnene på løsninger, så de kunne beholde deres morgenarbejde. Det var også almindeligt, at selv små børn hjalp deres forælde med deres arbejde, f.eks. med at dele aviser eller mælk ud eller med hjemmeproduktion af ting, der kunne sælges. En meget stor del af danske børns liv var spændt ud imellem skolen og nødvendigt arbejde for deres forældre eller en arbejdsgiver.

Skoleårene var for de fleste børn fra 7 til 14 årsalderen, hvor konfirmationen afsluttede barndommen. Herefter var størstedelen af børnene blevet voksne og skulle forsørge sig selv. En mindre gruppe børn, både drenge og piger fra borgerskabet, embedsmandsfamilier, større gårdmænd og handlende blev sendt videre i skolesystemet. På landet blev arbejder- og husmandsfamiliernes børn sendt ud og tjene. Nogle drenge var så heldige, at de fik en læreplads som murer, tømrer eller et andet håndværk. I København og provinsbyerne var der flere erhvervsmuligheder. Mange drenge særligt fra faglærte familier fik (gennem deres familie) mulighed for at få en læreplads, mens andre blev arbejdsdrenge på fabrikker eller andre virksomheder. Pigerne fik sjældent en uddannelse, men blev tjenestepiger, arbejdede på fabrik eller andet ufaglært arbejde, indtil de blev gift. Væksten indenfor handel- og kontorområdet betød, at en del piger fik arbejde indenfor disse erhverv – dog uden at få en egentlig uddannelse.

Skoleordningerne var meget forskellige alt efter, om man boede på landet eller i byerne. På landet gik børnene kun i skole hver anden dag, og der var flere årgange af børn i samme klasse. Børnene havde færre timer og fag end i byskolen. Piger og drenge gik i samme klasse. På landet var der f.eks. ikke undervisning i skolekøkken, sløjd og sprog. Mange børn måtte gå langt for at komme i skole. De børn, som var ude at tjene, havde ofte arbejdet 2-3 timer inden de kom i skole kl 8. Hvis der var travlt i landbruget, blev de holdt hjemme. Gårdejeren måtte så betale en mulkt – et mindre bøde – for at barnet ikke var kommet i skole.

I byerne gik børnene i skole hver dag, men i kønsadskilte klasser. Kun enkelte privatskoler var fællesskoler, hvor drenge og piger gik i samme klasse, havde de samme fag og fælles skolegård. Andre privatskoler var rene pige- eller drengeskoler. Mange privatskoler var oprettet med særligt pædagogisk sigte, hvor nye pædagogiske strømninger blev afprøvet. Folkeskolen var for alle børn. Skolerne i byerne og navnlig København var store og klasserne havde ofte 30- 35 børn i hver. Børnene i København og på Frederiksberg gik i skole mellem kl. 8 og kl.16. Heldagsskolen var indført i 1919 i et forsøg på at begrænse børnearbejdet. Skolen skulle være børnenes vigtigste arbejde, men de mange børn i klasserne krævede skrap disciplin. Derfor havde lærerne ret til at straffe på forskellig måde, oftest blev det korporligt med lussinger eller spanskrør. Både på landet og i byerne var religion stadigt et fremtrædende fag, hvor moral og det traditionelle samfunds værdier blev terpet.

Der var stadig en del familier med 8-10 børn, men antallet af børn i familierne var faldende fra omkring 1900. De store søskendeflokke var på retur. I mellemkrigstiden var 2-3 børn pr. familie ikke ualmindeligt. Landarbejderfamilierne, som også var de fattigste, var de seneste til at få færre børn. Enlige mødre måtte kæmpe hårdt for at holde familien sammen, så her var det nødvendigt at de store børn passede de små søskende og lavede husarbejde, mens deres mor var på arbejde. Det var oftest pigerne, der havde dette ansvar. Dette gjaldt også for de dårligst stillede arbejderfamilier. Dette kolliderede indimellem med skolegangen. I disse familier var det nødvendigt, at børnene tjente penge til familiens overlevelse. Ellers var familiemønstret, at moderen passede børnene og husholdningen, mens faderen var på arbejde. Børn blev i forhold til vores tid opdraget meget strengt og nogle gange direkte voldeligt. Familiefaderen stod ofte for uddeling af øretæver eller bank med en livrem eller bøjle. Samfundet accepterede den korporlige afstraffelse, så længe børnene ikke døde af det eller blev synligt skadede. I mere velhavende familier blev børnene passet af en tjenestepige eller barnepige, og opdragelsen var måske også lidt friere. Der var stadig en høj børnedødelighed. Mange småbørn døde af lungebetændelse, almindelige børnesygdomme og infektioner, som penicillin i dag kan kurere. Mangelsygdomme pga. fattigdom, dårlige boligforhold og dårlig hygiejne ramte børnene ekstra. Mange fattige børn blev sendt på sanatorier og svagbørnskoloni for at blive fedet op og få frisk luft.

Kun de mest velhavende børn havde tøj og sko til hverdag og fest. Alt efter familiens indtægtsniveau havde de fleste børn kun få sæt tøj til at skifte med, når det snavsede skulle vaskes, og tøjet gik i arv fra barn til barn. Dertil måske et sæt ”søndagstøj”. Ved konfirmationen fik børnene nyt (fest) tøj, som blev brugt også i årene efter. Børn, der arbejdede, fik ofte tøj og sko eller træsko, som en del af lønnen. De allerfattigste forældre kunne søge om tøjhjælp hos filantropiske selskaber eller religiøse organisationer. Dette kunne være en blandet fornøjelse for børnene, fordi tøjet, selv om det var nyt, tydeligt signalerede fattighjælp, hvilket udskilte børnene i forhold til deres klassekammerater. Varmt vand og badeværelser var begyndt at vinde indpas hos de mere velhavende familier i byerne. Men i de fleste familier måtte børnene klare sig med klatvask i et vandfad og i bedste fald et ugentlig bad i de badeanstalter, der blev oprettet i byerne. Her kunne man købe et bad og klare hårvask mm. Lus og væggelus var dog stadig et stort problem i de mange dårlige boliger. Mange børn stuvet tæt sammen i hjem og skoler, fik lusene til at vandre fra hoved til hoved. Eftersyn for lus og efterbehandlingen var dybt hadet af børnene, også fordi dette forbandtes med stemplingen som fattig.

Når skolen og forældrene ikke lagde beslag på børnenes tid, var der for de fleste børn tid til leg. På landet gav naturen og dyrene input til lege. Legetøj var der mindre af, men sjippetov, boldspil, bygning af huler o.l. blev brugt. I de større byer var trafikken øget kraftigt med biler og sporvogne. De fleste børn boede i små lejligheder uden plads til at lege. De var henvist til trappeopgangen, baggårde og gaden, hvor der til gengæld var en masse børn at lege med. De større søskende passede på de mindre eller også passede de sig selv. Der var langt mindre overvågning af børnene end i dag, men det gav sig indimellem udslag i, at de frække drenge råbte efter damerne eller drillede viceværten. De børn, der var så heldige at bo i hus med have, legede der eller indendørs, måske sekunderet af en tjenestepige. Parkerne var sjældent beregnet til legerum. Til gengæld var der fra var starten af 1900 tallet blevet oprettet legepladser med rutsjebane, kravlestativ eller karrusel, hvor børnene kunne lege. Hvis vinteren var hård nok, løb børnene på skøjter på søer eller kælkede.

I mellemkrigstiden blev der langsomt oprettet daginstitutioner, men mest børnehaver til de små børn. Behovet for fritidshjem steg efterhånden som skolebørnene blev frisat fra børnearbejdet. Derfor begyndte bykommunerne at oprette fritidshjem. Hvis forældrene begge arbejdede var det betryggende, at skolebarnet kunne gå i fritidshjem og senere på skrammellegeplads, hvor pædagoger tog sig af børnene. Det var dog stadig et mindretal, der havde disse muligheder pga. manglende fritidshjemspladser. Spejderbevægelsen og arbejderbevægelsens DUI leg og virke tilbød også børnene fritidsoplevelser og koloniophold om sommeren.

I mellemkrigstiden fik børn også legetøj til jul og fødselsdag – alt efter familiens formåen. Hvis børn løb byærinder for forældre eller naboer, fik de en skilling, som så kunne omsættes til lidt slik eller lidt småt legetøj, f. eks. en hinkesten eller lerkugler. Pædagogisk legetøj i form af klodser, puslespil, biler og tog stod de mere progressive forældre for indkøbet af. Bøger skrevet for børn blev mere almindelige i de bedrestillede hjem. Ofte havde bøgerne en moralsk pointe, som børnene kunne tage med sig. Reformpædagoger arbejdede dog på at give børn både i skole og daginstitutioner mulighed for fri leg og selvvirksomhed, der kunne styrke deres udvikling til selvstændige demokratiske mennesker som voksne.

En ny skolelov i 1937 fik ikke rettet op på forskellene mellem by- og landskoler, men forbød børns arbejde før skolen om morgenen. Indførelse af heldagsskolen fra 8-16 virkede i samme retning. Fordelen ved at ansætte børn var ikke mere så stor. I slutningen af 1930erne faldt arbejdsløsheden og økonomien i mange familier blev bedre, hvilket forbedrede mange børns levevilkår, så de kunne passe deres skole og også fik mere fri tid til at lege.