Danske Skoleelever/Philip Davali

Elevdemokratiets historie

Af Iben Vyff

Klik her for fuld tekst i pdf

Vejen til organisering af de danske skoleelever

Weekenden d. 6.-7. december 1969 stod i festens tegn i Århus. Midt i byen, på Brobjergskolen, var ca. 100 skoleelever fra rundt omkring i Danmark mødt frem til den stiftende generalforsamling af den første landsorganisation for folkeskoleelever. Foruden de fremmødte elever, der kom fra forskellige regionale elevsammenslutninger, var også den daværende skoleinspektør i Århus, Thorkild Simonsen, til stede. Den gode stemning blev understreget i hans åbningstale. I denne kaldte han dannelsen af organisationen for en skolehistorisk begivenhed og erklærede, at fremtidens skole i højere grad skulle være elevernes og forældrenes skole. Stiftelsen af Landsorganisationer af elever, LOE, var en realitet, og med et telegram ønskede den radikale undervisningsminister Helge Larsen tillykke. Af referatet fra generalforsamlingen kunne man læse nogle af ambitionerne for elevernes organisering: eleverne ville have en grundig reformering af skolesystemet, de ville forbedre trivslen og undervisningsudbyttet, og de ville have en stemme på linje med de andre af skolens parter. Folkeskoleeleverne ville, som der stod ”… accepteres på fagforeningsbasis og som en kompetent forhandlingspartner i alle spørgsmål vedrørende livet i skolen.” Denne sidste ambition skulle der imidlertid gå mange år, før eleverne fik indfriet.

Stiftelsen af LOE kom dog langt fra ud af det blå. Fra slutningen af 1950erne var elever begyndt at danne elevråd rundt omkring på landets skoler, og op igennem 1960erne var skolelever begyndt at organisere sig i regionalt, f.eks. i Storkøbenhavns Elevsammenslutning, der blev dannet i 1963. Inspirationen kom fra Sverige, hvor de svenske elever år i årene efter Anden Verdenskrig havde organiseret sig i Sveriges Elevråds Central-Organisation. Stiftelsen af LOE afspejlede dog også tendensen til, at 1960ernes unge i højere grad end tidligere organiserede sig for at fremme de særlige interesser, de nu engang havde, eksempelvis som uddannelsessøgende. Således havde også gymnasieeleverne organiseret sig får år forinden og dannet Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i 1965. Gymnasieelevernes organisering blev fulgt af en landsorganisation for HF’ere og i 1969 fulgte så folkeskoleeleverne med dannelsen af LOE i 1969.

Det høje humør og de optimistiske toner, som kendetegnede stiftelsen af LOE, falmede imidlertid hurtigt. Det viste sig nemlig hurtigt, at vejen til politisk indflydelse var betydelig længere, end eleverne havde forestillet sig. I 1978 skrev LOEs første formand, Carsten Høegh, således om hans erkendelse fra de første år: ”Vi troede vi blev taget meget alvorligt, men det gjorde vi faktisk ikke. Vi var kun brikker i et politisk spil. Vi stod som de ’pæne’ unge i ungdomsoprørets tid, og politikerne kunne bruge os for at sige: ’Se vi snakker da med de unge, med de flinke unge fra LOE.”

LOE blev imidlertid ikke kun udfordret af kræfter uden for organisationen. Selv om organisationen med f.eks. skolestrejker, protestkampagner og demonstrationer op igennem 1970erne aktionerende mod bl.a. beskæring af skolelektionernes længde og aktionerede for fire timer mere på skemaet om ugen for de ældste klasser – og faktisk stod bag nogle af efterkrigstidens største ungdomsdemonstrationer – og selv om tilslutningen til organisationen blev væsentlig forøget, var organisationen præget af splittelse mellem forskellige grupperinger.

Med navne som Folkeskoleelevernes Landsorganisation, De uafhængige Elever og Danmarks Elev Organisation, dannedes alternativer til LOE fra slutningen af 1970erne, og stiftelsen af den sidstnævnte organisation betød faktisk, at LOE knækkede på midten midt i 1980erne. Bag splittelsen mellem de forskellige fraktioner gemte sig uenigheder om skolepolitik, aktionsformer og ikke mindst partifarver, og med interne magtkampe om formandsskabet var luften tyk af anklager om københavneri og topstyring. Splittelsen blev heller ikke mindre af, at forskellige politiske ungdomsorganisationer stod bag organisationens medlemmer og trak i hver deres retning, hvilket ind i mellem gjorde elevbevægelsen til en politisk kampplads. De mange splittelser og interessekonflikter betød årtier med en svækket elevbevægelse, både i forhold til aktiviteter og i forhold til antallet af medlemmer.

I 2004 lykkedes det imidlertid en ny elevbevægelse, Danske Skoleelever, DSE, at samlede det, der var tilbage af de gamle organisationer, og siden da har der kun været en organisation for grundskoleelever. Meget har ændret sig med DSE, men det synes faktisk som om, elevorganisationen på mange måder har genvundet sin fordoms magt og står stærkere end nogensinde før. Stilen er ændret, og selv om DSE stod bag den store aktion i 2006 for at bevare gruppeeksamen og hermed ekkoede de gamle aktionsformer, er organisationen nu mest af alt noget, der ligner en professionel interesseorganisation – og en indflydelsesrig aktør i det skolepolitiske spil. For ikke bare har organisationen ændret sig. Opfattelsen af og respekten for skoleelevernes organisation har ligeledes ændret sig. Således sad DSEs daværende formand i 2010 med til bords, da statsminister Lars Løkke Rasmussen havde inviteret centrale aktører til at diskutere fremtidens skole. Og et par år senere sad den daværende formand med den største selvfølgelighed med, da den seneste skolereform blev forhandlet. Alt andet ville være utænkeligt, fristes man til at sige.

Referencer

Formanden, af Thøger Birkeland, 1974.

De smås krig, dokumentarfilm instrueret af Anna Lindenhoff Elming og Max Kestner, 2007.

Heino Døygaard Folkeskolens rødder, 1989.

Knud Holt Nielsen Kampen om elevbevægelsen. Landsorganisationen af elever 1969-1985. Speciale fra RUC, 1999.

Knud Holt Nielsen: Skoleelever i aktion i Gritt Bykilde (red): Når unge udfordrer demokratiet, 2000.

Skolegårdens politikere. Elevbevægelsen – fra opdragelse til medbestemmelse, red. Ole Ryhl Olsson, 1998