AU Library, Campus Emdrup (DPB)

Historiefagets udvikling

Af Anette Faye Jacobsen

Klik her for artikel i pdf

I midten af 1800-tallet gik langt de fleste børn i en af tidens beskedne almueskoler med et ret lille timetal i sammenligning med i dag: 18-20 timer pr. uge. Det betød, at der ikke blev meget tid til et emne som historie – et fag talte man slet ikke om. Alle børn havde dog ganske meget bibelhistorie, for kristendommen blev anset som kernestof for alle elever, store som små. Man skelnede ikke mellem bibelhistorie og anden historie på den tid, for det var en almindelig opfattelse, at det var Gud, der styrede verdens gang. I den helt dominerende seminarielærerbog af biskop G.P. Brammer hed det, at historieundervisning var vigtig, både fordi den indeholdt en åbenbaring af Guds styrelse, og fordi den kunne vække folkeånden og fædrelandskærligheden.

I elevernes læsebog var der i almindelighed nogle korte tekster om fædrelandets historie. Frem til 1864, hvor Slesvig-Holsten stadig hørte til Danmark, var ”fædrelandet” det, man kaldte helstaten, dvs. hertugdømmerne, kongeriget, de mere fjerntliggende ”bilande”, Grønland, Færøerne, Island og desuden de små kolonier i Vestindien. Det var derfor ikke en national historie, der blev formidlet, med Danmarks fortid i centrum. Det blev det til gengæld i anden halvdel af 1800-tallet – efter det traumatiske nederlag i 1864.

Herefter var det vigtigt at få opbygget en ny identitet. Danmark var nu kun et lille land, men der var meget inspiration at hente i den romantiske kulturstrømning, der netop lagde stor vægt på et folks fælles historie, sprog og kultur. Det gav nyt liv til historieundervisningen. Der blev produceret anskuelsestavler med farverige billeder fra højdepunkter i det danske folks historie. De blev gratis sendt ud til alle skoler i landet og kunne både bruges i undervisningen og pynte op på de nøgne vægge i skolestuerne. Historierne om det danske folks fortid passede også godt med tidens politiske bevægelser under forfatningskampen og siden med den voksende arbejderbevægelse i byerne: Alle havde interesse i at definere det danske folk, men selvom der var forskellige syn på, hvad begrebet indeholdt, kom historieundervisningen i folkeskolen til at virke harmoniserende i forhold til de store klasseforskelle og modsætningerne mellem land og by, der kendetegnede tiden.

Historieundervisningen fra århundredeskiftet og langt ind i det 20. århundrede var på den ene side præget af en del paratviden om konger og store begivenheder, eleverne skulle lære udenad, og på den anden side af nationalromantiske beretninger fra Danmarks oldtid og nyere historie, hvor den gode fortælling stod i centrum. Det førte til kritik fra akademiske faghistorikere, der mente, at der var brug for, at den kildekritiske tilgang vandt indpas. I begyndelsen af 1933 fremkom en kommission med en række forslag, der skulle modernisere især religions- og historieundervisningen i folkeskolen:  Skolebogsbetænkningen førte imidlertid ikke til andet end massive protester fra alle sider, og i folkeskolen holdt man i store træk fast ved den traditionelle undervisnings indhold og form til et godt stykke efter anden verdenskrig.

I slutningen af 1950erne blev der lagt an til store reformer af folkeskolen på mange fronter. Det var ikke mindst den såkaldte Blå Betænkning, der udkom i 1960, der ville have fjernet alt ”forældet stof”, som det hed. Nu skulle der gøres plads til resultaterne af den moderne forskning og friere undervisningsformer. Og i de følgende årtier, 1960-70erne, blev der da også lavet meget om både i indhold og form: Der kom temaundervisning og gruppearbejde. Og med reformen i 1975 gled historiefaget for en tid ud i de ældste klasser til fordel for det tværfaglige ”orientering”.