AU LIbrary, Campus Emdrup (DPB)

Seksualundervisning i skole i 200 år

Klik her for at se artiklen som pdf

Grundskolens seksualundervisning gennem tiden

Obligatorisk seksualundervisning blev først indført i det danske skolesystem fra 1970, men faget havde været omdiskuteret i de foregående 100 år. Både normer, kønsroller, lærerens autoritet, manglen på egnet materiale og ikke mindst en markant uenighed om faget skulle eksistere og hvad det skulle indeholde, prægede dog diskussionen om faget – både før og efter 1970.

En egentlig diskussion blandt lærere og skolemyndigheder, om seksualundervisningen (da kaldet forplantningslære) skulle være en del af skolens undervisning, begyndte først i slutningen af 1800-tallet. Men op gennem 1800-tallet er der dog lejlighedsvise overvejelser i den pædagogiske litteratur om, hvorvidt seksuelle temaer, særligt advarsler mod masturbation, burde indgå i den almindelige moralske og sundhedsmæssige opdragelse, som skolen også forventedes at give – underforstået kun for drengene.

Andre temaer, som advarsler mod hor og andre syndige aktiviteter, kunne indgå i det basale moralske kristelige stof, som var børnenes grundlæggende børnelærdom, herunder de ti bud. De fleste børn, ikke mindst på landet, har formentlig også været relativt velinformerede om kønsakt og forplantning ved at have observeret husdyr og ved den tætte fysiske kontakt, der ofte var i både landbo- og arbejderhjem i 1800-tallets familier.

I slutningen af 1800-tallet gav en ny opmærksomhed på skolens hygiejniske opgave og nye børnepsykologiske tanker næring til overvejelser om at give børnene decideret forplantningslære. Formålet var primært at komme forkerte og ødelæggende oplysninger fra kammerater og utugtige blade i forkøbet, og at lære børnene om kroppens naturlige udvikling – også her med en vis opmærksomhed på advarsler om masturbation, sex uden for ægteskab og den kristne moralske dimension.

Enkelte lærere skrev i datidens pædagogiske blade om, hvordan de greb emnet an. Aller oftest tyede de til sammenligninger med dyreriget: Biernes bestøvning af blomster, sildens gydning, hønens æg og hanens rolle i produktionen af kyllinger og måske endda en forsigtig parallel til pattedyr og mennesker. Fælles for disse beskrivelser er, at undervisningen ikke kom ind på selve den menneskelige kønsakt, men her lod børnenes fantasi selv gøre springet fra dyr til mennesket – og endelig med moralske formaninger som afslutning.

Ved det nationale lærermøde i 1905 kom emnet på dagsordnen foranlediget af en artikel, der beskrev netop denne fremgangmåde som brugbar. I samme periode begyndte lærere og lærerinder lejlighedsvist at undervise den konfirmerede ungdom i forplantningen mysterier, herunder kvindesagsforkæmperen Elna Panduro, der udgav flere bøger og artikler om emnet i 1910erne. I gymnasiet og i mellemskolens ældste klasser (der var kønsopdelt) kunne det i de følgende årtier godt forekomme, at lærerne tog emnet op i forbindelse med biologi eller sundhedslære. Ofte kunne gymnastiklærerinder, skolesygeplejeske eller skolelægen indkaldes til at holde orienterende oplæg om fx menstruation og andre pubertetsforandringer.

Nogle lærere underviste på eget initiativ i emnet, men enkeltsager viste, at det ikke var uden en vis personlig risiko, idet forældreklager og beskyldninger om upassende opførsel kunne blive resultatet. I 1937 udsendtes en betænkning om sundhedsforhold i skolen, hvor spørgsmålet om obligatorisk seksualundervisning blev indgående drøftet, men ikke anbefalet, netop af hensyn til lærerens personlige risici ved at bevæge sig ind på et så følelsesladet område. I slutningen af 1940erne indførte Københavns skolesystem forplantningslære for de ældste klasser, og der udsendtes de første lærervejledninger om emnet. Metoden med at bruge sammenligninger med dyreriget var forsat populær, mens de kristne formaninger og advarsler mod masturbation så småt gled ud, mens advarsler om ikke at komme i ulykke stadig var massiv.

Der blev i årtierne efter krigen lavet en række undersøgelser, der viste, at forældre gerne så, at skolen påtog sig informationsopgaven, og det blev relativt udbredt, at skolelægen (der blev obligatorisk i 1946) påtog sig opgaven med at fortælle eleverne i de ældste klasser om forplantningens mysterier. Betegnende nok kaldes faget ofte seksualhygiejne. En række debattører, heriblandt Steen Hegeler, udgav bøger og argumenterede varmt for, at faget burde gribes grundigt og seriøst an.

Den Blå Betænkning fra 1960 blev seksualundervisning medtaget i listen over timeløse fag og det blev tilkendegivet, at faget var så vigtigt, at skolen burde beskæftige sig med det, selvom det ikke var obligatorisk, og ingen lærer kunne pålægges at undervise i faget. Betænkningen anbefalede en gradvis introduktion til emnet, der koncentreredes om ærlige svar på spørgsmål fra de yngste elever og en grundig orientering inden udgangen af det 7. skoleår, der var det sidste obligatoriske skoleår for alle.

I løbet af 1960erne blev der lavet en grundig udredning og anbefaling af faget, der blev obligatorisk i 1970. Dette skete ikke uden kraftig diskussion, og en efterfølgende sag ved menneskerettighedsdomstolen om, hvorvidt børnene kunne fritages fra faget. Svaret var afvisende.

Op gennem 1970erne og 1980erne prægedes undervisningsmaterialerne, og måske også undervisningen, af en mere frisindet seksualopfattelse, særligt over for de mindste børns informationsniveau. Billeder i bøger blev relativt eksplicitte og forestillede kønsorganer og nøgne mennesker, hvor løsrevne sædceller, æggestokke og fostre før havde været de eneste illustrationer til faget. Faget var dog ofte relativt teknisk orienteret, mens følelser, alternative seksuelle lyster mv. kun sjældent fandt vej til skolebøgerne.

Det ændrede sig mod slutningen af 1980’erne, hvor AIDS-kampagner gjorde skolens seksualundervisning ganske konkret og håndfast, og hvor det blev centralt at tale om ikke kun prævention, men også om hvorvidt man overhovedet skulle dyrke sex, hvornår, og med hvem.