Privateje

Skolens arkitektur i 200 år

klik her for at se artikel i pdf

Skolens arkitektur gennem 200 år

Skolens bygninger, rum og deres indretning afspejler, hvilke opgaver skolen har haft gennem tiden, og hvilke ressourcer og metoder, man har brugt for at nå målet. I hele 1800-tallet og første del af 1900-tallet var der markant forskel på skoler på landet og i byerne. På landet var skolerne oftest små enetages bygninger, gerne i bindingsværk og med stråtag, med skolestue i den ene ende og lærerens bolig i den anden ende. Normalt var der kun et undervisningslokale, hvor de normalt to klasser gik i skole på skift. Grundindretningen var nogle lange borde og bænke, en sort tavle, evt. et kateder til læreren, en kakkelovn og måske nogle kort eller billeder på væggene. Materialer og indretning afhang i høj grad af de lokale myndigheders økonomi og prioriteringer.

Lovgivningen anbefalede, at der var forstue til børnenes overtøj og sko og tasker, og at der var en plads til leg og gymnastik i forbindelse med skolen. Også her vekslede forholdene meget, og det gjaldt også adgangen til toiletter og drikkevand, samt lys og frisk luft i skolestuen. I byerne blev de fleste offentlige skoler holdt i bygninger, der var opført til skolebrug, og her gav børnetallet mulighed for aldersmæssig opdeling i klasser, ligesom drenge og piger oftest gik i klasser for sig selv. Derfor var der flere klasseværelser og flere lærere og ofte også faglokaler til fx håndarbejde, naturhistorie og gymnastik. Særligt i København og Aarhus blev der i 1800-tallets anden halvdel bygget en stor mængde nye og meget store skoler i flere etager og med alle datidens nymodens faciliteter.

Omkring 1900 var der stor opmærksomhed på skoleelevers helbred, og det medførte også interesse for arbejdsstillinger. Mange steder blev de ældre møbler udskiftet med nye indstillelige pulte til et eller to børn. I denne periode fik mange byskoler også badefaciliteter og storkøkkener og spisesale, hvor der kunne uddeles mad til de mest trængende af eleverne.

Med stigende børnetal udvidedes mange små landsbyskoler i årtierne omkring 1900, og man begyndte i 1900-tallets første del i udstrakt grad at bygge nye centralskoler på landet, hvorfra børn i de ældste klasser kom fra et større opland og hvor faciliteterne kunne bruges til, at alle børn fik specialfag i dertil indrettede lokaler. Dette blev også et lovkrav i 1937. Mange steder bibeholdt man de ældre små skoler til undervisning af de yngste klasser. Centralskolebyggeriet tog for alvor fart i 1930erne, men blev forsinket af krigen, og blev genoptaget med ny styrke i 1950erne.  Centralskolerne var ofte flade bygninger – modsat byernes etagebyggeri – med korridorer, klasselokaler og værksteder, faglokaler, teatersal, skolebibliotek og gymnastik og bade-faciliteter. Ofte blev centralskolerne også brugt til lokale idræts- og kulturformål udenfor skoleregi.

I byerne kom der også nye krav til. Særligt faglokaler til husgerning, sløjd og naturfagene kom til i de nye byskoler, der blev bygget i 1900-tallets begyndelse. I alle disse var der også bade- og gymnastikfaciliteter.

I 1910erne-30erne voksede byernes forstæder også, og dermed behov for nye skoler. Her afprøvede datidens førende arkitekter nye former fx aulaskolerne, hvor alle lokaler vente ud til en central hal i flere etager med svalegange. Nye skoleformer var også pavillonskoler med flere mindre bygninger, og friluftsskoler til specialundervisning, hvor vægge og vinduer kunne åbnes op for frisk luft.

I 1958 ligestilledes by- og landskolerne fuldstændigt. Det øgede antal elever, der fulgte af store børneårgange og at flere og flere elever gik i skole ud over de syv obligatoriske år, krævede flere klasselokaler og flere faglokaler. Mange fag fik nyt indhold, der krævede nye materialer og undervisningsmidler, fx formning, musik, fysik og kemi. Nogle steder fik man også lokaler til filmundervisning og sproglaboratorier. I det hele taget var 1900-tallets midte præget af de mange nye teknologiske muligheder, der satte deres præg på undervisningen: radio, lysbilleder, film, tv, og sidenhen computere. Disse nye materialer skulle der også være rum til i skolen. I 1950erne og 60erne var der fokus på at gøre skolebyggeri rationel og billigt samtidig med, at det skulle være pædagogisk fleksibelt for den undervisning og den pædagogik, der i disse år ændrede sig hurtigt. De såkaldte åben-plan skoler, forsøg med grupperum, vandreklasser mv. var typiske for perioden og afspejlede sig i modulbyggeri særligt i landområderne.

Det er et vigtigt aspekt i skolearkitekturens historie, at skolen ikke kun har skullet indrettes med stillesiddende undervisning for øje, men at skolen er en bygning, der skal kunne rumme ofte hundredevis af børn, der også har behov for leg, mad, sanitet, omsorg og kreative sysler. Faciliteter som håndvaske, varmekældre, cykelskure, toiletter, skolelægelokale, lærerværelse og -boliger har ofte fyldt mere i drøftelserne om skolebyggeri end indretningen af selve undervisningslokalerne.

Mange ting i skolens arkitektur er da også umiddelbart genkendeligt gennem de 200 år, og mindst forandret er faktisk klasseværelset, der (endnu) er et rum med siddeplads til 20-30 elever, en form for tavle til læreren og plads til elevernes materialer og udsmykning af tegninger eller plakater. Skolens rum udenom klassen har derimod forandret sig meget og har fulgt de skiftende tiders arkitektoniske tendenser.