AU LIbrary, Campus Emdrup (DPB)

Skolens udvikling 1860-1870erne

Af Anne Katrine Gjerløff

Klik her for fuld tekst i pdf

Skolesystemet var gennem hele 1800-tallet ordnet efter de tre centrale skoleanordninger, der blev udstedt i 1814. Den offentligt administrerede skolegang i 1860erne-70erne var derfor forskellig, alt efter om man boede på landet, i en købstad eller i hovedstaden København. Der var ganske mange børn, der gik i private skoler, særligt i byerne, og i 1850’erne havde friskoleloven gjort det muligt også at organisere private friskoler på landet, men det var en ganske lille del af skolebørnene, der gik i disse skoler.

De tre hovedtyper af offentlige skoler var

1) Den lille landsbyskole

Her blev alle børn undervist af en (mandlig) lærer i en skolestue i alle fag. Børnene var dog normalt delt op i yngste og ældste klasse, som gik i skole på skift hver anden dag. Da man også gik i skole om lørdagen, blev det tre hele skoledage til alle.

Drenge og piger blev undervist sammen, men sad ikke nødvendigvis ved samme bænk eller i samme side af klassen. En skole måtte ikke have flere end 100 elever. Kom der flere elever end det, skulle der ansættes en ekstra lærer og opdeles i flere klasser. En lærer kunne dermed potentielt have 50 elever samtidig.

Gymnastik var obligatorisk for drenge, hvis læreren havde uddannelse i faget, og der fandtes en gymnastikplads ved skolen. Det var der ikke alle steder.

Pigerne blev ofte undervist i håndarbejde af en lokal kone i et par timer ugentligt ud over den almindelige undervisning.

Det allervigtigste fag var religion. Skolen var kristent forkyndende, præsten var nærmeste tilsynsførende, og læreren fungerede ofte som kirketjener. Sang var obligatorisk og bestod primært af salmer, som børnene skulle synge med på i kirken om søndagen. Derudover skulle børnene lære at læse og skrive og gerne at regne. Øvrige fag som historie, geografi og naturfag fandtes ikke som selvstændige fag, men blev formidlet via børnenes læsebogs mange forskellige tekster eller gennem fortællinger fra læreren.

Børnene måtte højst have ca. 2 km at gå til skole, og de kunne teoretisk set gå hjem og spise frokost i middagspausen, hvor læreren gik hjem i sin bolig i skolebygningens anden ende og spiste sin frokost. Men mange børn havde madpakke med – oftest brød med fedt, kartofler, eller andre rester. I pauserne kunne børnene også lege uden for skolen.

2) Købstadsskolen/Byskolen

I byerne var der typisk flere børn i hver skole end på landet, og derfor kunne de opdeles i alderssvarende klasser og også efter køn. Desuden kunne der være ansat flere lærere, og i denne periode begyndte der også at komme lærerinder til, der typisk underviste de yngste klasser og pigeklasserne.

Bygningerne var ofte i flere etager og af bedre kvalitet end på landet, og der kunne være flere klasseværelser, men overlæreren boede ofte på skolen. Nogle steder kunne der også være faglokaler til fx håndarbejde og sløjd og måske også naturfag, men det blev først normalt op mod 1900-tallet. I byskoler var der ofte også faciliteter til gymnastikundervisning.

I de mindste provinsbyer adskilte skolerne sig ikke nødvendigvis meget fra de største landsbyskoler i elev og lærerantal, men der var højere krav til fagenes indhold bl.a. i regning og naturfagene, og drenge og piger blev altid undervist hver for sig, ligesom man i byskolen oftest gik i skole hver dag – men enten formiddag eller eftermiddag.

3) De københavnske skoler

København havde sit helt eget skolesystem og var præget af stor mangfoldighed i skoletyperne. Der var dels en række store og relativt fornemme private skoler for hhv. piger og drenge, og en endnu større mængde mindre fornemme private skoler, der ofte kun havde en eller to lærere, der underviste et mindre antal børn. Dertil kom en række mindretalsskoler for bl.a. de jødiske, katolske og tyske menigheder i byen, samt skoler for handicappede børn: De døve og blinde.

De to helt dominerende skoletyper i byen var dog de offentlige betalingsskoler og friskoler. Friskoler skal ikke forveksles med de grundtvigske friskoler på landet, men betød simpelthen, at skolen var gratis at gå på.

Friskolerne/gratisskolerne var helt overvejende for børn af byens underklasse og dårligst stillede arbejderklasse. Betalingsskolerne kostede en krone månedligt at gå på og derfor blev de kaldt kroneskolerne. Her gik børn af arbejdere, mindre erhvervsdrivende og borgere. Det finere borgerskab og de decideret velstillede folks børn gik oftest i private skoler og ikke i de offentlige betalingsskoler.

I København var piger og drenge skarpt adskilt i undervisningen, og børnene så dårligt nok hinanden, da skoler for begge køn ofte havde opdelt skolegård og separate indgange. Mange offentlige skoler var også deciderede pigeskoler og drengeskoler. Der blev stillet noget forskellige krav til piger og drenge i de forskellige fag, men alle skulle have de grundlæggende fag religion, læsning, skrivning, regning, geografi naturfag og historie.

Pigerne havde ofte ret omfangsrig håndarbejdsundervisning, drengene havde gymnastik, og nogle steder også sløjd op gennem 1870erne-80erne.

I København var klasserne aldersopdelt. Der var faglokaler og faglærere og ganske mange lærerinder, særligt på pigeskolerne. Bygningerne var ofte monumentale og flotte, og de fleste bruges endnu som skoler. Særligt i 1870’erne var der byggeboom i det københavnske skolesystem.

I denne periode startede børnene i 7. klasse, og gik derefter i 6., 5. osv. og sluttede ideelt set i øverste klasse: 1. klasse. Der var krav om 7 års undervisning, men ikke krav om årlig oprykning, så hvis man ikke kunne følge med, gik man en klasse om, og sluttede så sin skolegang på det klassetrin, man havde nået, når man fyldte 14 og ikke mere var undervisningspligtig.

I København indførte man i perioden et parallelt system af hjælpeklasser for de børn, der ikke kunne følge med på grund af skoleskift, fravær (sygdom mv) eller manglende evner. Børn – særligt drenge – der var særligt uopmærksomme eller forstyrrede undervisningen kunne blive sendt på særlige institutioner – opdragelseshjem eller internatskolen, der var Københavns særlige skole for de mest uregerlige drenge.

Fælles for alle systemerne
  • Udstrakt autoritet fra lærerens side. Man rejser sig op, når læreren kommer ind, når man skal svare på et spørgsmål eller lign. Ofte stiller man op og går ind i klassen i række, overvåget af læreren. Det er tilladt, og i samfundet alment accepteret, at børn revses fysisk. I skolen foregår det oftest med spanskrør eller lussinger, selvom lussinger formelt set var ulovligt.
  • Stort set alle børn på landet, og fra arbejderfamilier og tilsvarende grupper i byerne, havde arbejde ved siden af skolen. Ofte stod de meget tidligt op.
  • Skolen var ikke et sted for social opstigning som ideal. Undervisningen var tilrettelagt efter, hvad man forventede, at de forskellige samfundsgruppers børn havde brug for at lære, og derfor gik de i forskellige skoletyper.
  • Skolen havde en alment opdragende opgave. Børnene skulle blive gode kristne borgere, der ikke skulle ligge samfundet til last som voksne. Det var ikke kun den boglige lærdom, men i ligeså høj grad moral, autoritetstro og lydighed, der skulle indpodes i skolen.
Relateret læsning

Om straf

Om håndarbejde

Et typisk skema fra landsbyskole

Se video med forfatterne af bind tre af Dansk Skolehistorie og hør om de vigtigste udviklinger i perioden 1850-1920